Highway 1 langs Stillehavskysten og gennem Big Sur

Vi stod på Highway 1 ved Monterey og fulgte den ikoniske hovedvej det meste af ruten sydpå til Santa Barbara. Vejen klynger sig til klipperne på sin snørklede rute langs stillehavskysten. En smuk tur, hvor udsigten dog blev begrænset noget af havgus, der sneg sig som skyer ind over land.

Vi havde en dag foran os, hvor vi skulle en del kilometer sydpå. Godt og vel 400 kilometer fra Monterey til Santa Barbara. Det var sådan set ikke en uoverkommelig strækning, der kunne tilbagelægges på omkring fire timer af motorvejen. Men det var ikke vores plan. I stedet stod vi på Highway 1, der løber på langs af næsten hele Californien. Vejen løber flere steder helt ud til Stillehavskysten og er i bogstaveligste forstand det vestligste af Californien. Flere steder er det sådan, at hvis man befinder sig et par meter længere vestpå er man i Stillehavet.

Vejen slynger sig smukt afsted langs klipperne, der falder stejlt ned mod kysten. På nogle strækninger helt nede ved havet, hvor bølgerne næsten kan nå op til bilen. Men de fleste steder højt hævet på de stejle klippeskrænter ud mod havet. Hvor der er kløfter ind i landet, hjælpes vejen – og dermed vi – videre ad en lang række broer, hvor Bixby Bridge nok er den mest berømte.

Vi nød turen. Det gik ikke stærkt. Dels fordi vi ikke kunne køre særlig hurtigt på de snørklede veje og dels fordi vi gjorde holdt mange steder for at nyde udsigten, der dog flere steder var præget af den havgus, der lagde sig som skydække ind over land. På nogle strækninger løb vejen ind i landet og blot nogle få hundrede meter væk fra kysten, lettede tågen og omgivelserne blev mere tydelige. Heldigvis var der også strækninger langs havet, hvor sol og vind havde fået skræmt havgusen væk.

Vi kørte gennem det smukke Big Sur, hvor hver ny krumning på vejen afslørede flotte udsigter til klipper og hav. Der var – overraskende nok – næsten ingen trafik på denne smukke vej. Vi havde fået det gode råd fra Anders og Susanne at køre ad Highway 1 fra nord mod syd. Det har fastlagt, hvilken retning vores rundtur med start og slut i Los Angeles har taget. Det betød, at vi nemt kunne trække ud til højre og parkere på nogle af de mange små ”pull-outs”, hvor der lige kunne være en bil eller to – eller vores motorhome. Vi holdt fx frokost et sådant sted og spiste et meget billigt måltid bestående af kopnudler, men til gengæld med en ”millionær-udsigt” over Stillehavskysten.

Senere gjorde vi holdt ved McWay Falls. Efter en kort vandretur, ankom vi til en klippeafsats overfor vandfaldet og kunne herfra beundre, hvordan det lille vandfald styrtede ned på stranden. Efter vandretur til store vandfald i Yosemite var drengene nu ikke særlig imponerede. Og Jonas mente ikke, at sådan en smule vandpjask var værd at bruge lang tid på at beundre.

Længere sydpå gjorde vi holdt lidt syd for Piedras Blancas fyrtårnet ved en strand, hvor en koloni af søelefanter holdt til. Det var sjovt at se de kæmpestore dyr bevæge sig i eller op fra vandet, hvor de brølede til hinanden. Men det meste af tiden, lå de dovent i sandet og orkede ikke andet end at skubbe lidt til hinanden eller feje sand op for at beskytte deres store kroppe mod den skarpe sol.

I Morro Bay, længere sydpå, forlod vi Highway 1 for en stund. Morro Bay er kendt fra filmen Find Dory, der foregår omkring et stort akvarium. Det kunne vi nu ikke se noget til i Morro, så vi kørte videre mod den underlige lille by Solvang, hvor amerikanere med danske aner har omdannet den lille by til en forloren udgave af et Danmark, som aldrig har eksisteret helt som det fremvises her. Men vi overgav os til den sjove idé og morede os over huse med fake bindingsværk, HC Andersen museet (som vi dog ikke besøgte), en meget lille udgave af Den lille havfrue samt en masse butikker, hvor indehaverne hed Jensen, Nielsen og Rasmussen og solgte alt muligt, der åbenbart var typisk dansk – herunder fx de ikoniske hollandske træsko. Det var skægt og falskt på samme tid. Sjovest var, at vi spiste aftensmad i rundetårn, der i udgaven i Solvang var omdannet til pizzaria. Mest skuffende var den danske bager, der var så langt fra moderne dansk wienerbrød, at de solgte franske snegle uden glasur og kanelsnegle med ost.

Vi kørte fra Solvang en hel del grin rigere og begav os gennem et område med store marker med blomster og vin til hele verden. Et stykke ud på aftenen ankom vi til Santa Barbara, hvor vi nåede en lille gåtur omkring ”The Old Mission” og udsigten over byen fra bakkerne, mens aftensolen farvede de klassiske spanske tegltage endnu mere røde. Det passede godt hertil, at vi parkerede vores motorhome for natten på Santa Barbara Sunrise RV Park selv om vi dog var for trætte til at supplere aftenens solnedgang med en solopgang næste morgen.