Death Valley

Varme, tørke og golde landskaber så langt øjet rækker. Det er en beskrivelse, der har passet godt på Death Valley, mens vi har været der. Men samtidig var det sjovt, smukt, livsbekræftende, nå ja, og stadig varmt.

Vi kørte fra Zion Canyon tidligt om morgenen. Vi havde en lang køredag foran os og selv om Mette og Jakob havde besluttet på forhånd, at Las Vegas ikke lige var et sted, der var værd at besøge med børnene, tog vi alligevel et smut forbi for at shoppe i Premium Outlet Las Vegas.

Det var nu ikke så ligetil at komme dertil med vores motorhome. Parkeringshuset ved det store shoppingcenter var for lavt. Jakob spottede en ledig parkeringsplads kort derfra og fik hurtigt gelejdet vores motorhome derover – for at finde ud af, at det var personaleparkeringen for Las Vegas Police Department. Vi trillede derfor hurtigt videre. Overfor lå en møbelbutik med egen parkeringsplads, hvor der lige var plads til vores lange motorhome. Vi skulle ikke bruge møbler, men Jakob tog Kasper i hånden og gik ind i butikken og fandt en ekspedient i ”bedstemor-alderen” og håbede på, at tricket med, at vi nu havde kørt rundt i timevis og ledt efter parkeringsplads, fordi Kasper så gerne ville i Disney-butikken i Outlet’et ved siden af, ville virke. Det gjorde det og vi fik lov at parkere ved møbelbutikken og traskede den korte vej til det kæmpe store Outlet.

Nikolaj var den mest ivrige shopper, mens Jonas syntes, at det var spild, at vi købte nyt tøj til ham. Når det var så varmt, gjorde det jo ikke noget, at der var slidt huller i det tøj, han havde, så nyt tøj var spild af penge, syntes han. En fornuftig holdning i et forbrugssamfund, som Las Vegas i høj grad eksponerer. Det harmonerede dog dårligt med Mette og Jakobs ønske om, at han er klædt i ordentligt tøj, så der kom også lidt i indkøbsposerne til Jonas. Kasper syntes, at det var frygtelig kedeligt – lige indtil han opdagede, at Adidas-butikken havde fodboldtøj og -udstyr – altså rigtig fodbold – ikke amerikansk football.

Kasper var ved at dø af sult, så efter al den shopping rundede vi Las Vegas besøget af med frokost på McDonalds. Og så var vi klar til den lange køretur videre til Death Valley. Vi var allerede fra de seneste dages hede, vænnet til det varme klima. Både i Grand Canyon, Zion og Bryce Canyons, havde temperaturen ligget på et godt stykke over 30 C. Men da vi forlod Nevada og kort efter ankom til Death Valley, der ligger i Californien, fik varmen alligevel et ekstra nøk opad. 

Selv om det var blevet ud på aftenen, før vi kom frem til indgangen til nationalparken, var der over 40 C. Det føltes som at træde ud i en sauna at gå ud at vores motorhome og ud i ørkenlandskabet. Vi mødte da heller næsten ingen andre mennesker i dette ekstreme område. Og af de få andre biler vi så, var mere end halvdelen camouflerede testbiler, idet mange af de store bilfabrikanter tester deres kommende bilmodeller af i det ekstreme klima i Death Valley. På en rasteplads talte Jakob kort med nogle fåmeldte tyske teknikere og testkørere. De fortalte ikke, hvor de var fra, men at dømme på formen på de camouflerede biler, var det nok de kommende Mercedes-modeller, der blev testet.

Vi ankom til Stokepipe Wells lige før solnedgang. Her havde Jakob fundet en billig campingplads, der efter beskrivelsen at bedømme blot var en restaurant/motel, der også tilbød campister en overnatningsplads på deres parkeringsplads. Det afgørende for valget havde været, at der var strøm til vores motorhome. Men stedet viste sig at være aldeles glimrende og slet ikke så kedeligt som ventet.

For det første havde campingpladsen – der rigtig nok var en lidt kedelig parkeringsplads, hvis man ser bort fra den storslåede udsigt til Death Valley – strøm. Det betød, at vi kunne have air condition tændt hele natten. Det var ikke kun en fordel, men en nødvendighed, da temperaturen først et stykke ud på natten kom under de 40 C og ved lavpunktet lige inden solopgang, stadig holdt sig et godt stykke over de 30 C. For det andet var der swimming pool. Og ikke bare en swimming pool, der passede sig selv. Vandet var afkølet. Det var derfor skønt, svalende at hoppe i det 29 C kolde vand. For det tredje var der en glimrende restaurant. Inden vi benyttede den, kørte vi dog et ganske kort stykke til Mesquite Flat Sand Dunes, hvor familiens fire børn legede længe i sandklitterne trods den høje varme. Hjemme herefter fik vi en glimrende middag i restauranten, før vi sluttede dagen af med en tur i swimming poolen.

Den næste dag i Death Valley stod vi op før solopgang. Det er det koldeste – eller rettere mindst varme – tidspunkt på døgnet. Og med en temperatur på over 30 C fra morgenstunden, var det en god idé at starte tidligt. Death Valley er kæmpestor. Der var derfor langt til og langt mellem de steder vi ville besøge. Inden solen var stået helt op, var vi derfor på farten.

Vi indledte dagen med en køretur, mens solen stod op og farvede de golde klipper røde. Første mål for dagen var et besøg på Dante’s View, der gav et flot overblik over det centrale Death Valley. Nikolaj og Jonas var imidlertid næsten døde af udmattelse på vejen derop. Der er parkeringsplads helt oppe ved udsigtspunktet, men vores motorhome, måtte ikke køre den sidste ¼ mil på grund af skarpe sving og vejens stigning på 15%. Det virkede ikke af noget særligt at gå det lille stykke på vores fødder, men i den varme morgen, kaldte det sveden frem på panden hos alle. To svedende teenagere, der var blevet vækket før solen stod op og endnu ikke havde fået morgenmad rimede ikke på ”morgenstund har guld i mund”. Særligt Nikolajs mund ytrede andre gloser end gyldne. Mette og Jakob nød dog alligevel den flotte udsigt i morgensolen. Og Kasper var morgenfrisk og lod sig ikke slå ud af lidt varme, mens vi kiggede på det golde ørkenlandskab, der bl.a. har udgjort baggrund for flere scener i de første Star Wars film.

Vi fortsatte videre i Death Valley og gjorde flere stop undervejs gennem den kæmpestore nationalpark. Selv om den på afstand så ud til at være øde og gold, viste det sig hurtigt, at der var liv og farver alle steder. Utroligt som nogle plante- og dyrearter har tilpasset sig til det ekstreme klima. Med sne og frost om vinteren og Amerikas højeste temperaturer på op til 58 C om sommeren. Det var livsbekræftende at opleve – selv om vi godt kunne have undværet den flueinvasion, der var i vores motorhome af hundredevis af fluer, der fandt vej ind gennem ventilationen – formentlig for at nyde godt af fugten i badet i vores motorhome.

 

Familien Harder i Badwater Bassin, Death Valley.

Cola-dåserne kunne ikke holde
til varmen i Death Valley. Mærkeligt
nok klarede både øl- og fanta-dåserne sig.

Det sidste stop, inden varmen var ved at tage pippet fra os, var på det laveste punkt i Nordamerika. Badwater Bassin ligger 282 fod (86 meter) under havets overflade. Har gik vi en tur på den indtørrede saltsø, inden vi gennemblødte af sved vendte tilbage til vores motorhome og kørte retur til Stokepipe Wells for at tjekke ud fra vores campingplads. Inden vi kørte derfra, tog vi dog lige endnu en tur i den afkølede swimming pool, mens vores motorhome blev kølet ned. Da vi kørte derfra var temperaturen så høj, at de sodavand vi havde liggende i bagagerummet begyndte at ”poppe”.

En del senere end vi oprindelig havde planlagt, kørte vi fra Stokepipe Wells og gennem den vestlige del af Death Valley. Mette og Jakob besluttede – efter kort konsultation med Google Maps – at spare mere end 100 kilometer ved at køre ad bjergveje gennem de sydlige Sierra Nevada bjerge. Det var en spændende beslutning. Den førte os gennem en 7-8 timers køretur ad hårnålesving op ad bjerge, så motoren måtte knokle sit alleryderste for at trække det seks tons tunge motorhome op. Og ned ad bjerge, så bremseklodserne begyndte at ryge og vi fik fravænnet os at benytte automatgearet, så vi kunne lade gearet bremse bilen frem for de overophedede bremseklodser. Efter denne tilvænning – og en kort pause for at lufte røglugten fra bremseklodserne ud af bilen – lykkedes det Jakob at køre en halv times nedkørsel uden brug af bremsen, indtil vi igen turde bremse normalt.

Det var en fantastisk flot tur gennem den sydlige del af Sierre Nevada bjergene. Vi har aldrig prøvet at køre så meget bjergkørsel med så mange 180 graders hårnålesving, som særligt vej 155 fra Isabella Lake og 212, der førte op langs den vestlige side af Sequoia National Forrest bød på. Vi skulle måske have tænkt os lidt mere om, da GPS’en foreslog en genvej af en vej med navnet Jack’s Ranch Road, men når vi nu var så godt i gang med den kringlede kørsel, tog vi også den med. Her var hårnålesvingene mindre barske, men til gengæld skulle vi undgå køer på vejen.

Vi havde næppe holdt til denne lange tur, hvis kun en af os kørte. Vi skiftede til at være chauffør og co-driver, hvor co-driverens opgave med hjælp fra GPS’en var hele tiden at beskrive næste svings retning og hældning, så chaufføren kunne koncentrere sig om at holde mindst fem af de seks hjul på vores 30-fods motorhome på vejen og undgå både klipperne på den ene side og dybe grøfter og kløfter på den anden side. Der var heldigvis ikke mange andre, der benyttede disse veje, så vi mødte kun sjældent andre biler og på intet tidspunkt andre motorhomes, så der var plads til at benytte hele vejbredden det meste af tiden.

Solen gik ned, mens vi endnu kørte ad bjergveje tættere og tættere på Sequoia Nationalpark, hvor vi havde booket overnatning. Desværre fandt vi først undervejs ud af, at vejen ind i Sequoia nationalpark er spærret for lange biler som vores fra den sydlige indgang. Vi skulle derfor hele vejen op til indgangen til Kings Canyon for at komme ned til vores campingplads. Det var blevet mørkt, vi havde ikke fået aftensmad og vi havde endnu langt igen til vores overnatningsplads i Sequoia. Da vi havde været på farten siden klokken seks om morgenen, var alle ved at være trætte af kørsel. Et kort stykke før indgangen til Kings Canyon Nationalpark drejede vi derfor fra ved Sequoia Resort & RV Park. Indehaverne havde efterladt en besked i indgangsdøren til kontoret om, at de var taget i byen, men at ”late arrivals” kunne kontakte dem på telefon. Desværre havde vi ingen mobildækning herude, så det med at ringe til dem, var ikke så ligetil. I stedet snuppede vi en ledig plads og gik i gang med meget sen aftensmad, mens vi håbede på, at vi blot ville kunne afregne næste morgen for campingpladsen.