Familien Harder i motorhome
Vores rejse er bygget op omkring idéen med, at vi bor
sammen i et motorhome på vores tur gennem det sydvestlige USA. Derfor var dette
dagen, hvor vores rejse for alvor startede – og dagen gik med et væld af
praktiske forberedelser til livet i motorhome.
Mette har desværre været
lidt syg nogle dage med ondt i maven – formentlig en blanding af jetlag og lidt
for usund amerikansk mad. Og uden Mettes overblik gik pakningen noget langsommere
end vanligt. Vi forlod derfor først lejligheden ved 10-tiden og begav os til
Union Station midt i LA.
Det var pudsigt nok også
første gang, vi gjorde andet end at køre lige forbi byens centrum. Det har på
den ene side været underligt at starte ferien i Los Angeles uden overhovedet at
besøge bycentrum og de spændende ting, der er at se der. På den anden side har
det været godt at koncentrere sig om det område, vi boede i. Det har i hvert
fald ikke været muligt at presse meget mere ind i vores ferieprogram indtil nu,
så et nærmere besøg i LA centrum, må vente til en anden gang.
Vi fik afleveret
lejebilen på den flotte, gamle Union Station og kørte med en Uber det sidste
stykke til Cruise Americas udlejningssted i Downey i den sydlige del af LA,
hvor vores motorhome stod klar til os. Nikolaj, Jonas og Kasper var begejstrede
og indtog hurtigt deres nye hjem, hvor der er god plads til hele familien.
Udleveringen var desværre
ikke helt ligetil. For det første var det et noget slidt motorhome, vi har fået
udleveret. Og tilmed var det ikke ordentlig rengjort, så der var en del
dokumentations- og opsamlingsopgaver, før vi kunne begive os afsted. For det
andet var der problemer med betalingen. I første omgang kunne ingen af vores
kreditkort gå igennem og Jakob måtte kl 21 dansk tid have fat i vores bank for
at få åbnet vores kort. Efter gentagne forsøg og opdeling af betalingen på to
forskellige kort, lykkedes betalingen endelig og vi kunne begive os afsted.
Jakob havde på forhånd
bestilt dyner, puder og køkkenudstyr i HomeDepot og Walmart, så det første
planlagte stop på turen var sat. Desværre fik vi udleveret et motorhome med
næsten tom benzintank, så allerede efter få kilometer på freeway, måtte Jakob
styre den store bil gennem gaderne i en forstad syd for LA for at finde en
benzinstation. Det var til gengæld en god træning i at navigere den næsten ti
meter lange bil, der de næste uger skal være vores hjem.
Det var nemt at afhente
de forudbestilte ting i HomeDepot og Walmart, der lå lige op ad hinanden i
Oceanside halvvejs mellem LA og San Diego. Men det tog os næsten to timer at få
købt diverse dagligvarer, rengøringsartikler og et væld af andre småting, der
er brug for undervejs. Vi ankom derfor først efter mørkets frembrud til Santa
Fe RV Resort, hvor vi skulle tilbringe vores første nat i motorhome. Kontoret
var lukket, da vi ankom, men der hang en seddel til os om pladsnummer og efter
få minutter, var vi på plads. Den sidste del af denne dag fyldt med praktiske
gøremål gik med at pakke alle tasker ud, fordele sovepladser og få redt senge.
Særligt det med sovepladserne gav en smule udfordring. Sovesofaen er kort, så
det gav sig selv, at det blev Kaspers. Nikolaj og Jonas var friske på at sove
sammen, men mente, at de skulle have soveværelset. Mette og Jakob holdt dog
stædigt fast i, at en forældreafdeling nu engang hører forældrene til, så
Nikolaj og Jonas havnede på sovepladsen over førerhuset.
Kommentarer
Send en kommentar