Grand Canyon
Verdens største hul i jorden. Det lyder måske ikke
så fascinerende og idyllisk, men Grand Canyon er det hele. Vi har boet i skoven
i nationalparken omgivet af natur, stilhed og dyreliv. Og vi har vandret langs
med og ned i den dybe kløft.
Stadig lidt trætte efter
gårsdagens lange køretur på Route 66 sov vi længe den første dag i Grand Canyon.
Vi tog derfor først fra vores motorhome ved halv-ti tiden, hvilket egentlig var
noget sent at komme ud af døren her, da der op ad dagen blev mere end 30 C
langs kanten og over 40 C i bunden af kløften.
Vi lod vores motorhome
stå i delvis skygge i skoven, hvor vi havde campingplads og gik de ca 500 meter
op til busstoppestedet for Grand Canyons velfungerende shuttlebus-system. Det
er gratis og er indført for at begrænse trafikkaos i nationalparken. Og det
virker. Der har været ret få biler og det har fungeret fint for os med at komme
rundt med busserne. Det gjorde det dog ikke den første dag, hvor vi ikke havde
fået styr på, at den blå rute, som afgår tæt på vores campingplads, kun
standsede her i den ene retning. Så vi endte med at køre et stykke i den
forkerte retning først og gå en del af vejen. Det sidste gjorde dog ikke noget.
For vi gik langs med ”The Rim” og kunne nyde den ene storslåede udsigt efter
den anden over Grand Canyon fra bl.a. Maricopa, Powell og Pima Point i den
vestlige ende. Hverken billeder eller ord vil helt kunne beskrive den storslåede
Grand Canyon, der åbnede sig for os, når vi gjorde holdt ved de mange ”look
outs”.
Efter en del
udkigspunkter, en lang travetur i 30+ graders varme og mange superlativer fra
Mette og Jakob over udsigterne, var drengene ved at have fået nok af ”verdens
største hul” og var mere optaget af firben, egern, jagt efter skygge eller om
der var dækning på mobiltelefonen. Vi tog – noget senere end den første brok
begyndte – bussen tilbage og var retur på campingpladsen ud på eftermiddagen.
Tidsnok til afslapning med skærmtid, fodbold og kortspil. Kasper havde købt en
fodbold på vores outlet-besøg for nogle dage siden, som nu endelig kunne komme
i brug.
Aftenen stod på
madlavning og middag på vores hyggelige åbne plads midt i skoven. Og efter
aftensmaden tog Mette og Jakob til Yavapai Point og fandt en plads på klipperne
for at åbne et par øl og nyde solnedgangen sammen. Det var der også andre, der
gjorde. Flere af de øvrige gæster sad så yderligt på klipperne, at Mette
dårligt kunne slappe af og nyde den romantiske solnedgang. Mette konstaterede
selv tørt, at det var hårdt at være bekymret mor til alle omkring sig. Vi blev
siddende lidt efter de øvrige var gået for at nyde aftenen på klipperne i ro og
fred.
Dag 2 i Grand Canyon
begyndte meget tidligt. Kl 5:00 stod vi alle og ventede på shuttle-bussen til
Bright Angel Lodge, hvorfra vi 5.20 – lige inden solopgang – bevægede os ned ad
Bright Angel Trail.
Det var en fantastisk –
og hård – tur. Vi forlod toppen netop som solen stod op og gik i fælles trop
nedad. Det vidste sig at være en kæmpe fordel at være kommet så tidligt afsted,
selv om ingen i familien kunne siges at være morgenfriske, da vi stod op før
halv fem om morgenen. Det prægede også humøret i familien og alle var lidt
irritable den første del af turen. Det hjalp, da vi efter en god halv time
holdt pause og spiste vores medbragte morgenmad med en af verdens bedste
udsigter foran os. Det kvikkede alle lidt op og vi kunne nu for alvor nyde
freden og roen på stien, hvor vi kun havde selskab af få andre morgenfriske
vandrere.
Den tidlige start på
turen gav os også mulighed for at nyde den kølige morgenluft, hvor lyset fra
solopgangen farvede klipperne røde. Det var et fantastisk syn, der dog mest
blev nydt af Mette og Jakob, da familiens øvrige deltagere var for morgentrætte
– eller måske blot ikke satte pris på den slags romantiserende syn på noget så
naturligt, som en solopgang.
Det var nemt nok at
vandre ned og der var masser af gode pladser, hvor man kunne nyde udsigten ud i
kløften. Ved den første tunnel gennem klippen, stoppede Nikolaj, der gik
forrest, op. En bjergged blokerede stien og Nikolaj, der lige havde hørt, at
man altid skulle vige for forbipasserende murmeldyr, var noget bekymret for at
passere en stor bjergged, hvis retningslinien var, at små murmeldyr krævede
særlige foranstaltninger fra os turister. Først senere på turen opad, gik det
op for Nikolaj, at Mette og Jonas havde talt om muldyr, som jo er en noget
anden størrelse og som benyttes til at fragte forsyninger – og mennesker – ned
og op ad stien.
Ved ”1½ mile rest” gjorde
vi alle holdt. Det var en super oplevelse at nå herned, hvor vi fornemmede
Grand Canyon på en anden måde end oppefra ”the Rim” ved at være omsluttet af
den til alle sider. Kasper, Jonas og Mette havde på forhånd besluttet sig for
at vende om her. Klokken var ikke meget mere end halv syv, men der var et langt
stykke op, som ganske sikkert ville blive hårdere en nedstigningen. Og Jonas
havde tydeligt udtrykt, at det ikke gav meget mening for ham, at gå et langt
stykke ned i en kløft, som vi havde set oppefra, for blot at gå samme vej op
igen. Det havde derfor hjulpet godt på stemningen, at Jonas og Mette på forhånd
havde aftalt at vende om her. Mens Kasper, Jonas og Mette begyndte
opstigningen, fortsatte Nikolaj og Jakob ned ad stien. Et stykke nede kunne de
to ”familie-hold” vinke til hinanden og få en fornemmelse af kløftens
størrelse. Vi var i hvert fald meget små.
Nikolaj og Jakob
fortsatte til ”3-mile rest”, hvor Nikolajs ben med udsigten til hele turen op
igen, havde fået nok. Der var stadig et stykke vej til bunden, men vi fik her
en rigtig god fornemmelse af, hvor dyb Grand Canyon er selv om den enorme
størrelse ikke kan fornemmes helt i den ”side-kløft”, som Bright Angel Trail
løber i. Derefter begyndte opstigningen. Det gik lettere end ventet og selv om
temperaturen var begyndt at kravle op ad og sveden sprang frem, gik turen op
overraskende nok hurtigere end turen ned – men selvfølgelig også uden
morgenmadspause undervejs. Efterfølgende fortrød i hvert fald Jakob nok, at han
og Nikolaj ikke var fortsat til Indian Garden nær bunden, men med mere end 40C
i bunden af kløften, havde parktjenesten opsat advarsler mod at bevæge sige
længere ned end til ”3 mile rest”, hvis man ville op igen samme dag. Så
beslutningen om at vende om her var sikkert fornuftig. Det betød samtidig, at
der var energi og overskud til hyggelige snakke undervejs både ned og op ad
kløften. Det kan med en fars øjne i sig selv være rejsen helt til Arizona værd.
På vejen op blev der
væsentlig flere andre mennesker på stien. Der var flere, der fulgtes op med os,
men kom helt nedefra. De havde overnattet i bunden af kløften eller ved Indian
Garden. Efterhånden som vi nærmerede os toppen af kløften, mødte vi også ganske
mange turister, der først var startet ud på morgenen og forhåbentlig kun skulle
et kortere stykke ned i kløften. Selv om klokken ikke engang var ni, da Nikolaj
og Jakob nåede toppen igen, var temperaturen allerede hen ved 30C, så vi kunne
nu glæde os over at være startet så tidligt. Oppe igen kunne vi få
mobilforbindelse og fik en besked fra Jonas om, at han, Kasper og Mette var
kommet op og var taget hjem til campingpladsen. Deres opstigning var også gået
fint. Og når Jonas og Mette var blevet lidt for trætte, havde Kasper danset en
lille dans for dem, som hurtigt havde fået dem i gang igen. Mette fordi hun
blev smittet af Kaspers energi – Jonas snarere fordi, han syntes, at det var
pinligt, at Kasper dansede.
På vej hjem stod Nikolaj
af shuttle-bussen på ”Market Plaza”, hvor den lokale bank havde et gæste-netværk,
der fungerede godt nok til, at han kunne facetime med Matilda. Jakob drog alene
det sidste stykke hjem til vores motorhome. Her blev han mødt af en tilfreds,
men træt familie, der lige havde konstateret, at Jonas havde glemt sin kasket
ved busstoppestedet ved stien. Da Kasper samtidig gerne ville op til Nikolaj –
mere fordi der her var internet end fordi han savnede sin storebror – fulgte
Jakob ham dertil og smuttede med shuttle-bussen retur til Bright Angel Trail,
hvor Jonas’ kasket pænt lå og ventede på en bænk ved busstoppestedet.
Det var helt underligt at
have været så tidligt i gang. Vi havde af den grund en god lang dag uden særligt
program med afslapning i vores lejr. Mette sad og læste en bog og opdagede
dårligt nok, at hun fik besøg af en Elk.
Jakob fotograferede de fugle, som med
jævne mellemrum leverede mad til sine unger i et hult træ lige ved siden af
vores motorhome. Jonas og Kasper spillede eller så film på deres skærme. Og
Nikolaj tog en kort lur – og vendte kort efter frokost tilbage til den lokale
bankfilial…
Ud på eftermiddagen blev
både Mette og Jakob lidt rastløse. Og da vasketøjet var ordnet, blev det til en
eftermiddagstur til Yaki Point i den østlige del af Grand Canyon, hvor vi slet
ikke havde været endnu. Drengene ville helst blive på campingpladsen og slappe
af, så det blev en forældretur med shuttle-bussen til Yaki Point og en lille, romantisk
vandretur ud i de mere åbne områder i den østlige del af området, hvor vi kunne
nyde naturen for os selv – selv om fraværet af velanlagte stier og rækværk ud
til kløften, udfordrede Mette lidt.
Aftenen nød vi på
campingpladsen med kortspil, bål og pandekager til dessert, inden alle tørnede
tidligt ind for natten – godt trætte efter tidlig start på dagen og den hårde
vandretur ned og ikke mindst op af kløften.
Den tredje dag i Grand Canyon blev kort. Vi havde egentlig regnet med at have god tid og gøre holdt
ude i den østligste del af nationalparken ved ”Dessert View”. Men da vi begav
os afsted, gjorde vores GPS os opmærksom på, at det næste bestemmelsessted i
Navajo Nation, til forskel fra resten af Arizona har sommertid. Og at det
eneste sted på hele rejsen – ud over flyrejsen – vi har en helt fast aftale på
klokkeslæt, nu var hastende at nå frem til. Det blev derfor kun til et kort
stop ved Navajo Point i den østlige del, inden vi vinkede farvel til Grand
Canyon og hastigt begav os mod den forbookede tur i Antelope Canyon X.
Et liv uden internet – kan man det?
Indtil videre på rejsen har vi haft fin dækning på vores T-mobile
mobilabonnement, så vi har nemt kunne kommunikere med omverdenen, slå
informationer om de steder vi besøgte op, finde nærmeste restaurant eller
Walmart og lignende. Men i Grand Canyon nationalpark, var der generelt dårlig
mobildækning og data fungerede slet ikke med vores mobilabonnement.
Vi blev derfor afhængige af indtil flere daglige gåture til det lokale Market
Plaza, hvor der var et åbent WiFi uden for den lokale bankfilial. Flere steder
i nationalparken har der også være adgang til et særligt Grand Canyon åbent
netværk, men det virkede stort set aldrig.
Særligt for Nikolaj var det meget frustrerende. Allerede den første
eftermiddag krydsforhørte han Jakob om, hvornår vi var ude af de her f…
nationalparker uden netdækning. Og da han hørte, at det var her vi skulle
tilbringe det meste af den resterende rejse, proklamerede han, at han ville
tage tilbage til Los Angeles med det samme. Så vidt kom det dog ikke.
Fuglen må vist være en "bluebird", hvoraf der er flere arter. Fandt denne trailvejledning, som illustrerer forholdene ved ture ned i kløften. På side 5 ovre til højre kan man se den indbyrdes placering af ”1½ mile rest”, "3 mile rest" og "Indian Garden". https://www.nps.gov/grca/planyourvisit/upload/intro-bc-hike.pdf
SvarSletTak for fugleinfo. Gad vide, hvad den grønne er for en.,
SvarSletEfter at have kontaktet familiens specialister i fugle, Nils og kusine Nete kan jeg fortælle, at fuglen til højre ganske rigtigt er en Bluebird, en vestlig art. Fuglen til venstre, den grønne som du skriver, er en Smaragdsvale -eller på engelsk : Violet-green swallow. Hilsen Mor
SvarSlet