La Jolla

Den første nat i
motorhome var ikke den helt store succes. Vi havde indlogeret os på Santa Fe RV
Resort, der ligger lidt nord for San Diego. Campingpladsen var ok med en lille
swimmingpool, hyggeligt fælleskøkken og en kedelig men stor plads til vores
motorhome. Men pladsen ligger lige op ad motorvejen, så vi havde fornøjelsen af
trafikstøj hele natten. Værre endnu var Kasper og Jonas’ solskoldninger efter
vores dag i Soak City. Begge kunne ikke sove ordenligt for hver gang de kom til
at vende sig om på ryggen, blev de vækket af smerter. Særligt Jonas var blevet
slemt forbrændt med store blærer, der er begyndt at briste. Mette og Jakob
havde meget dårlig samvittighed over ikke at have passet bedre på børnene i
solen og var oppe flere gange i løbet af natten og tilse dem, så kun Nikolaj
sov nogenlunde den nat.

Efter at have smidt vores
ting af på stranden, fandt vi vores snorkeludstyr frem og hoppede i vandet. Nikolaj
svømmede forrest, Kasper holdt sig meget tæt til Jakob efter at have hørt, at
der skulle være hajer. Og Jonas passede på Mette, der heller ikke var helt tryg
ved det med hajerne. Vi var kun kommet få meter ud, før Nikolaj spottede den
første haj. Jakob lagde en arm rundt om Kasper og sammen svømmede de hen til
Nikolaj og lige henover en flot leopardhaj på omtrent samme størrelse som
Kasper. Kaspers hjerte hamrede, så Jakob kunne mærke det ved bare at have en
arm om ham. Men selv om han var lidt bange, var han også nysgerrig og han og
Jakob snorklede over hajen et stykke tid, til den svømmede væk. Kort efter
fandt vi også en rokke i sandbunden. Jonas var nået hen til os andre og havde
set hajen, men den var væk, inden Mette fik set den. Vi svømmede derfor længere
ud og ledte efter flere hajer. Vi så adskillige rokker, der enten lå på
sandbunden eller majestætisk svævede gennem vandet, som kun rokker kan gøre
det. Men der var ikke flere hajer at se. Kasper blev kold og Nikolaj tilbød at
svømme ind til land med ham. Efter lidt videre søgen svømmede Mette også ind,
mens Jonas og Jakob fortsatte længere ud. På 4-5 meters dybde begyndte vandet
at blive for uklart og vi svømmede derfor ind ad igen. Og næsten inde ved
strandkanten på mindre end to meters dybde, var der en hel flok leopardhajer,
som Jonas og Jakob svømmede rundt i blandt et stykke tid.
Inde på land igen havde Jakob
knap nok tid til at få varmen, før han inviterede Mette med ud igen. Og sammen
fandt de hurtigt og på lavt vand adskillige hajer, rokker og sågar en sjovt
udseende guitarfisk.
Alle var lidt høje af den
spændende oplevelse med hajerne, da vi spadserede syd på langs La Jollas kystlinie,
hvor søløver, sæler og pelikaner holdt til på klipper og i huler langs vandet.



Om aftenen slappede vi af, nød en tur i swimmingpoolen og spabadet og lavede spaghetti og kødsovs i vores eget motorhome-køkken, inden vi sluttede aftenen af med at se den gamle film Goonierne.
Kommentarer
Send en kommentar