Idéen om rejsen tager form


Forberedelserne har stået på længe. Idéen til denne rejse opstod tilbage i efterårsferien sidste år, hvor vi alle var på efterårsferie i Tyskland.

Efterårsferien var første gang vi havde Nikolaj hjemme i længere tid fra efterskolen, så det var helt naturligt, at vi en af feriedagene kom til at snakke om, hvordan det mon ville blive, når han kom hjem igen. Selv om der endnu var lang tid til, kunne både han og vi andre allerede i efteråret mærke den store påvirkning efterskolen havde på ham. Det ville blive en mere moden, men naturligvis også mere selvstændig Nikolaj, der ville flytte hjem til familien igen næste sommer.

Jakob spurgte på et tidspunkt om, hvad der mon kunne være en god måde at få Nikolaj indlejret fuldt og helt i familien igen - og hvad der (måske) kunne bringe os andre i familien til at tilpasse os den nye udgave af Nikolaj. Nikolaj spurgte om ikke vi kunne lave sådan en tur i autocamper igen, som vi har gjort et par gange - senest da vi krydsede USA i 2013. Det var vi andre friske på. Nikolaj og Jonas havde fra mange hørt godt om Californien, så vi besluttede hurtigt, at det kunne være et godt udgangspunkt for en tur i autocamper - eller rettere motorhome, som det hedder “over there”. Samme aften bestilte vi flybilletter til Los Angeles, så det har været fastlagt længe, at LA ville blive start og slutpunkt for vores næste familierejse.

Det blev dog ikke helt uden genvordigheder. Jakob fandt nogle billige billetter med kort ventetid i London undervejs, så vi var glade for hurtigt at have fået billetter på plads. Det viste sig dog ikke at være helt så nemt. Jakob havde bestilt hele flyrejsen gennem en af de mange hjemmesider for booking af flyrejser (MyTrip, som bestemt ikke kan anbefales). Allerede i november fik vi besked om, at SAS havde ændret afgangen fra København til London. Det betød, at vi kun ville have 25 minutters transit-tid i Heathrow, hvilket man ikke skal have været i Heathrow mange gange for at vide i praksis betyder, at det umuligt kan nås. Men rejseselskabet ville ikke finde andre billetter eller refundere pengene. Det endte med at tage mere end tre måneder og involverede, at vores bank trådte ind og tilbød at føre betalingen tilbage på Jakobs kort, før rejseselskabet endelig (mod et helt urimeligt gebyr, som vi dog opgav kampen om at få refunderet), returnerede pengene. I mellemtiden havde vi købt andre billetter, så vi nu skulle flyve direkte med Norwegian fra København til LA. Dyrere, men også skønt med en direkte flyvning.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Sequoia Nationalpark

Soak City og en brændende sol

Hollywood