Zion Canyon National park

Zion Canyon Nationalpark er en af de mindste og samtidig smukkeste nationalparker I USA. I Zion Canyon erstattes de tørre kløfter, vi ellers har mødt, af vand der pibler ud fra klipperne og en livlig flod, der giver vand til en frodig natur.

Zion Canyon er blandt de bedste minder, som Mette og Jakob har fra deres seneste tur i området tilbage i 2002, hvor vi besøgte Anders og Susanne i Boulder og sammen tog på road-trip med Nikolaj, der kun var 7 måneder dengang. Denne gang ankom vi fra øst-siden gennem Zion-Mt. Carmel Tunnel, der kun lige akkurat var høj nok til et motorhome som vores. Vi fik derfor – mod en afgift på 15$ – eskorte på en tur gennem tunnelen, der blev midlertidigt ensrettet for vores – og en hel del andre høje bilers – skyld.

På den anden side af tunnelen åbnede det fantastiske klippelandskab i området omkring Zion Canyon sig, mens vi bevægede os ned i kløften gennem flere hårnålesving, hvor vejen i svingene heldigvis er rigeligt brede. Det var umuligt ikke at stoppe op flere gange og beundre udsigten. Det vil sige, at det var umuligt for Mette og Jakob, der flere gange krængede bilen ind til siden og steg ud for at se området eller klatre lidt op ad de klippesider, der rejste sig højt på begge sider af vejen efterhånden, som vi kom længere ned i kløften. Nikolaj, Jonas og Kasper havde fået nok af høje klipper og det air-conditionerede motorhome var mere tillokkende opholdssted i selskab med en telefon eller iPad end den brandvarme luft i bunden af kløften, hvor temperaturen sneg sig op i nærheden af 35 C.

Vi nåede frem til Zion Canyon Campground ud på eftermiddagen. Humøret var højt og så snart vores motorhome var parkeret på vores plads lige ud til en lille flod, der løber forbi campingpladsen, fandt vi plads i skyggen og nød en sodavand, lidt chips og et spil kort. Det var rigtig godt for familiestemningen efter den lidt dårlige start på dagen i Bryce Canyon.

Nikolaj og Jonas havde foreslået, at vi skulle have schnitzler med brun sovs og kartofler til aftensmad. Det var ikke helt nemt at handle ind til, når kødudskæringer i amerikanske supermarkeder ikke er helt som vores derhjemme og vores søgen efter rasp (breadcrumbs) kun ledte os til croutoner. Men det lykkedes at få tilberedt et glimrende måltid mad selv om ”brown gravy” som pulver aldrig bliver en god erstatning for mormors brune sovs. Men manglede sovsen en smule, så blev det opvejet af at kunne sidde udenfor med udsigt til bjergene omkring Zion Canyon og til lyden fra den lille flod, der løber lige neden for vores campingplads. Eller noget… Jonas syntes bare, at det var for varmt at sidde ude, så han ville hellere have skrottet udsigten og nydt middagen i det afkølede motorhome, hvor air condition holder de høje temperaturer i ave, de steder vi har strøm.

På dag 2 i Zion Canyon Nationalpark lod vi vores motorhome stå på campingpladsen. Ud over at spare os benzin og nationalparkens parkeringspladser for vores store skrummel af en bil, så betød det også, at den kunne stå med strøm på og dermed air-condition, hvilket skulle vise sig at være aldeles behageligt senere på dagen.

Vores campingplads ligger både smukt og praktisk i forhold til Zion Canyon. Der var blot et par minutters gang til et stoppested for den shuttle-bus, der kører ind til nationalparken. Desværre var vi ikke kommet helt så tidligt afsted, som vi burde. Klokken var blevet næsten halv ni, hvilket betød at rigtig mange andre var på vej ind i Zion Canyon. Shuttle-bussen var derfor fuld og vi måtte starte med at gå til nationalparken. Det tog dog ikke mere end ti-minutters tid, men den kø, der mødte os inde i parken, var desværre ikke overstået så hurtigt. Det meste af nationalparken er lukket for private biler i højsæsonen. Det er klogt, men betyder til gengæld, at alle gæster skal med shuttle-bus fra indgangen til nationalparken. Der gik derfor en time, fra vi tog hjemmefra, til vi begyndte vores første vandretur. Det blev en lille vandretur ved Emerald Pools. Planen – i hvert fald Jakobs – havde ellers været en krævende, men eftersigende fantastisk, vandretur til Angels Landing, som Frederik og Jamie havde anbefalet. Men med de dårlige erfaringer fra den foregående dag i Bryce Canyon og den for sene start på dagen, var Mette og Jakob allerede på forhånd enige om at lægge ud med en mindre vandretur ved Emerald Pools. Turen blev endda noget kortere end planlagt, da kun stien til den første af de tre pools var åben. Hos Nikolaj, Jonas og Kasper var den forkortelse af turen ganske velkommen.

 

De fleste andre besøgende tog vist shuttle-busserne helt ind i bunden af Zion Canyon. Mette fik den gode idé at stå af bussen tidligt og vores første vandretur blev derfor en fredelig tur med kun få andre gæster omkring os. Det var ikke det, der prægede resten af dagen.

Emerald Pools er kendt for de såkaldte ”hanging gardens”, hvor planter vokser på de lodrette klippevægge og lever af det vand, der siver gennem klipperne. Selv om stien var lukket allerede efter ”Lower Emerald Pool”, var det alligevel en smuk tur med fred og ro til at alle kunne lege med de små vandfald, der strømmede ud fra klipperne over os. Nikolaj og Jonas døbte Kasper en ekstra gang i det forfriskende vand fra et lille vandfald og snart efter var alle drengene i gang med en konkurrence om, hvem der kunne stå længst tid med hovedet under det kolde vand fra oven. Snart var Mette og Jakob også blandet ind i legen, så da vi gik derfra et godt stykke tid senere var alle våde og vel-afkølede.

Vi tog bussen videre til ”Weeping Rock”, hvor der strømmede dråber af vand ud af klippen i en stor bue over os. Det gav selvsagt liv til endnu en ”hanging garden”.

Vi fortsatte turen med bus og på gåben ind i den inderste ende af Zion Canyon. De sidste par mil ad en smuk vandretur langs med floden, mens klipperne langsomt rykkede sammen omkring floden. Vores tur sluttede ved ”The Narrows”, hvor stien bliver til floden. Mange fortsatte herfra endnu længere ind, men det krævede andet fodtøj end vi havde med – og måske også flere kræfter end vi alle besad, da turen den ene vej naturligt nok foregår modstrøms i en ikke helt roligt flydende flod. Vi vendte i stedet om og begav os hjem til campingpladsen. 

Temperaturen havde sneget sig op over 35 C, så vi var meget glade for, at der ventede os et køligt motorhome, selv om vi ikke havde helt god samvittighed over at have air condition kørende hele dagen, mens vi ikke var hjemme.

Den sidste del af eftermiddagen slappede vi af ved vores egen lille flod, der lå i skygge fra en række træer. Mette og Jakob placerede vores campingstole i flodkanten, så vi kunne sidde med fødderne i det kølige vand og med hænderne om en god bog. Kasper legede i floden og fik snart trukket Jakob med i vandet. Om aftenen begav vi os til nabo-bygningen, der var en mexicansk restaurant og vi sluttede aftenen af med en tur i swimming poolen. De sædvanlige lege, hvor alle drengene kæmper mod Jakob har vist sig nødvendige at justere. Jakob må sande, at han ikke længere kan hamle op med dem alle tre på en gang. Han og Kasper har derfor fundet ud af at slå sig sammen i kampen mod Nikolaj og Jonas om at få hinanden ned under vandet.