Monterey - og hvaler

Monterey og Carmel-by-the-Sea er kunstnernes og forfatternes mødested. Men også mødested for et fantastisk dyreliv i havet, hvor vi bl.a. mødte havets kæmper; hvaler.

Monterey er oprindelig en lille fiskerlandsby, der led en krank skæbne, da områdets sardin-bestand kollapsede i 1940’erne. Men byen – og den nærliggende Carmel-by-the-Sea rejste sig igen som hjemsted for kunstnere og kunstelskere. Det vendte byens udvikling og området er i dag blandt det dyreste område i Californien at bosætte sig. Vi benyttede nu kun ganske kort tid i byen, der, ud over molen, byder på en gammel historisk bydel, hvor den mexicanske historie sætter sit tydelige billede.

Da vi ankom til området kørte vi direkte forbi Monterey og nogle få kilometer længere sydpå til Point Lobos State Natural Reserve. Der var desværre ingen adgang ind til området for motorhomes og andre lange køretøjer, så vi måtte fortsætte en kilometers penge længere sydpå, før vi fandt en plads i vejsiden til vores lange motorhome. Det var et heldigt sted vi parkerede, for lige ved siden af var et skilt til Point Lobos. Teksten indeholdt godt nok også ordene ”No entrance to…” og var monteret på et pigtrådshegn, men det gav os alligevel et hint om, at her kunne være en smutvej til området. Detaljerne om vores adgang udelades her, men vi endte i hvert fald med at begive os på en hyggelig rundtur i Point Lobos, hvor vi besøgte Gibson’s Beach – en smuk, men rå og øde strand, hvor en sælunge og dens mor legede i vandet. Kasper og Jakob forsøgte vist at efterligne dem. Desværre havde Jakob – modsat Kasper – beholdt sine sko på, så resten af turen blev for Jakobs vedkommende med en meget våd fod.

Point Lobos bød på et rigt dyreliv. Pelikaner fløj frem og tilbage over havet. Sæler slappede af med deres unger i de små, beskyttede bugter. Og søløver dovnede i solen, mens hannerne lidt på skift hævdede sig med deres karakteristiske søløve-brøl. Nikolaj, Jonas og Kasper var dog mere optaget af, tilbagekomsten til civilisationen indebar netforbindelse og strøm til deres skærme, så de var noget sure over denne naturlige afbrydelse.

De sure miner forsvandt heldigvis, da vi nåede frem til vores campingplads ved Saddle Mountain Ranch. Den ligger gemt godt væk ad en meget lille vej et stykke oppe i bakkerne ved Carmel. Alt var meget småt og det krævede en del manøvrering at få vores store motorhome klemt ind i hjørnet på den lille plads, vi fik tildelt. 

Men campingpladsen var utrolig hyggelig og med en stor, opvarmet swimmingpool, som vi straks indtog. Temperaturen i Monterey var dog noget koldere end vi har været vant til længe, så det var en lidt kølig fornøjelse at slikke sol efter badeturen. Mette blev dog stædigt liggende i sin solstol, mens vi øvrige, efter et varmt bad, tog tilbage til vores plads og lavede aftensmad. Aftenen brugte vi med kortspil og hygge indendørs, inden vi alle tørnede forholdsvist tidligt seng, for næste morgen skulle vi på hval-safari.

Den største attraktion for os ved Monterey Bay var hvalerne. Særligt pukkelhvaler trives her i den dybe kløft, der er i havet ud for Monterey. Men også de kæmpestore blåhvaler gæster området ligesom delfiner og spækhuggere ofte viser sig her. Så heldige var vi dog ikke at se dem alle.

Vi havde booket plads på en af de store tur-både, der i kraft af sin størrelse forhåbentlig kunne yde Mette en smule støtte i hendes meget lidt sødygtige væsen. Det første vi alle gjorde efter at have hentet vores billetter var derfor at indtage de udleverede søsygetabletter til trods for, at vejret var fint og havet forholdsvist roligt.

Allerede inden vi var sejlet ud af havnen, morede vi os over de mange søløver, der havde indtaget havnens bøjer og en havodder, der svømmede rundt mellem bådene i havnen.

Vi var kun sejlet godt en halv time ud i bugten, før vi spottede det første liv på havet. En stor flok søløver boltrede sig i vandet. Det viste sig at være tegn på, at der var hvaler nedenunder, som i deres jagt jog fisk op til overfladen, så søløverne let kunne få fat i dem. Ganske kort efter kom hvalerne til syne lige ved siden af os – en stor flok pukkelhvaler på 10-15 dyr. De svømmede tæt omkring vores båd – så tæt, at vi fik fornøjelse af deres blåst – og ikke mindst den dårlige lugt – på hele båden.

Mette og Jakob har set pukkelhvaler på en af deres ture til Tromsø og kendte derfor hvalernes rytme. Et mindre antal (2-4) korte dyk, før et dybt dyk på majestætisk vis indledes med, at hvalen krummer ryggen, så puklen kommer til syne og derefter rejser halefinnen i vejret, før hvalen forsvinder lodret ned i dybet. Det var fantastisk at se, hvordan hvalerne – nogle gange næsten synkront – ”vinkede” med de brede halefinner på vej ned efter flere fisk.

Endnu mere fantastisk var det, når hvalerne i stor fart steg op nedefra for med åben mund at kaste sig op ad vandet med gabet fuld af fisk og havvand. Inden de kort efter gled ned i vandet igen, kunne vi se, hvordan havvandet blev presset ud mellem barderne, inden hvalerne kunne sluge fangsten. Og med et behov for mere end to tons fisk om dagen, må hver hval gennem en del ”fisketure” selv om det enorme gab så ud til at kunne rumme store mængder fisk.

Vi var vist heldige at være på den båd, der først fik øje på hvalerne, for kort efter vores første møde med hvalerne, havde vi ikke længere området for os selv, men delte med en håndfuld andre både.

Inde på land igen efter knap tre timer på havet var vi glade og mættet af synet af de mange pukkelkvaler. Desværre havde turen ikke budt på andre hvalarter, men det kunne nu ikke ryste ved den fantastiske oplevelse det havde været at være så tæt på de kæmpestore dyr.

Vi traskede en tur rundt i byen og spiste en sen frokost, før vi tog hjemad til campingpladsen. Søsygetabletterne virkede stadig og alle var derfor sløve. Det blev derfor godt ud på eftermiddagen, før vi begav os i swimmingpoolen.