På visit i Silicon Valley
I vores tilbagevenden til
civilisationen satte vi kurs mod Palo Alto, der udgør centrum for det store
område Silicon Valley, hvor alverdens techgiganter såvel som små start ups er
til stede. Vi kørte bl.a. en tur rundt i det kæmpestore område omkring
Googleplex, der er hovedkvarteret for Googles mange bygninger i Mountain View.
Jonas og Mette spiller Pong - det er stadig sjovt. |
Vi indledte vores ankomst
til Silicon Valley med et besøg på Computer History Museum. Hverken Nikolaj,
Jonas eller Kasper er de helt store museums-fans, men museet viste sig ganske
interessant for alle. Kasper fulgte undrende med i computerens udvikling fra gammeldags
regnemaskiner bygget af træ til kæmpestore maskiner med tusindvis af
transistorrør. Nikolaj og Jonas fandt en biograf, der viste film om de store
pionerer inden for computerens udvikling og tech-industrien. Og Jakob hørte
alle drengene i Moores lov, der trods den manglende naturfaglige begrundelse postulerer
en systematisk (eksponentiel) udvikling, der indtil videre har vist sig i stand
til at forudsige udviklingen af computerchips med ganske stor præcision. Alle
legede og hyggede sig i ”krea-området”, hvor vi selv kunne programmere spil og
opgaver til hinanden.
Vi overnattede på Trailer
Villa Park i Palo Alto. Et pudsigt sted, hvor vi boede blandt kæmpestore
campingvogne (trailers), hvor folk så ud til at bo permanent og havde indrettet
små haver, hjemmekontorer og udekøkkener på deres pladser. Vi glædede os
desværre for tidligt, da vi så den store græsplæne foran pladsen. Vi tænkte
straks på muligheden for fodboldkamp, men opdagede desværre hurtigt, at det var
hundelufter-plænen. Her havde vi ikke lyst til at spille fodbold. Til gengæld
brugte Nikolaj, Jonas & Kasper aftenen bag deres skærme. De fik hurtigt
etableret et fælles netværk, koblet på nettet og fik gang i en fælles
Minecraft-verden, mens Mette og Jakob nød muligheden for et varmt bad og
slappede af med noget så ikke-digitalt som bog-læsning.
På vores anden dag i Palo
Alto kørte vi til Stanford University. Efter lidt søgen efter en egnet parkeringsplads
til vores motorhome gav Jakob en rundvisning på Stanford, hvor han efterhånden
har været flere gange.
Vi ankom ad den imponerende allé ”Palm Drive” og en
tanke, som Jakob flere gange har haft herovre om en fodboldkamp på ”The Oval”
blev endelig opfyldt til alle drengenes store tilfredshed.
Alle ydmygelser fra
Nikolajs tunneller blev glemt, da det lykkedes Jakob at lave en ægte Zlatan-nedtagning
af bolden med hælen i et fremløb, som bør have overbevist de tilstedeværende amerikanere
om, at ”soccer” er amerikansk fodbold overlegen i sin kombination af sport,
akrobatik og kunst – det syntes vi i hvert fald. De omkringstående lod sig
imidlertid ikke mærke med vores ”optræden” og efter kampen fortsatte vi
rundturen på det fornemme universitetsområde. Vi spiste frokost i caféområdet
omkring Stanford Bookstore.
På vores videre rundtur stødte vi på en
basketballbane og tog en kamp her, selv om det næsten virkede blasfemisk overfor
både fodbold og basketball at spille med Kaspers læderfodbold. Men vi hyggede
os og selv om kurvene var monteret i fuld voksenhøjde, lykkedes det alle – også
Kasper – at score.
Vi sluttede vores rundtur
af ved ”Graduate School of Economics”, hvor Jakob har gået, da han var på et
kursusforløb herovre og var egentlig på vej ud af området, da Jakob kom i tanke
om, at hans solbriller var efterladt på ”The Oval”. Vi måtte derfor den samme
vej tilbage efter solbrillerne. Vi fandt både solbriller og en shuttle-bus, der
kørte til downtown Palo Alto og da det var dagens næste mål, passede de to ting
glimrende sammen.
Palo Alto er en hyggelig
by med lidt café og forretningsliv, men ikke et sted at tilbringe mange timer. Efter
et besøg på en lokal isbar begav vi os derfor retur til vores motorhome og
kørte hjemad mod campingpladsen – med en omvej om bl.a. Facebook for at få en
lille fornemmelse af den særlige ånd, der er over Silicon Valley. Kaspers store
ønske var at besøge EA (Electronics Arts), så selv om det nærmeste vi kom
produktionen af det næste FIFA-spil var en parkeringsplads foran en klassisk
kontorbygning i stål og glas, så var det – i hvert fald efter Kaspers mening –
bestemt omvejen og et billede foran velkomstskiltet værd.
https://www.prosa.dk/artikel/moores-lov-er-doed-leve-chip-revolutionen/
SvarSletHmmm. Det må de vist få opdateret på musset. Tak for info.
Slet