Sequoia Nationalpark

Det er næsten ikke til at forstå, hvor store sequoia-træer kan blive, hvis man ikke har set dem, rørt ved dem og gået rundt iblandt dem. Sequoia-træer er blandt de ældste levende organismer i verden og kan hvis de får et par tusind år til det vokse sig op mod 100 meter høje og helt enorme i størrelse. Det er her blandt disse kæmpe-træer, vi har tilbragt de sidste par dage.

Vi boede på Lodgepole Campground lige midt i Sequoia Nationalpark. Campingpladsen ligger lige ud til skoven og floden og selv om den ikke er omgivet de allerstørste sequoia-træer, så bidrog godt til ”skov-stemningen” at have en klippeside med kæmpefyr i baghaven. Desværre øsede det ned hele eftermiddagen på vores første dag i parken, så efter Jakobs fødselsdagsfrokost, trak vi indendørs, da vi ikke har taget regntøj med på ferien. Vi gjorde et par tilløb til at komme lidt ud, men hver gang tog regnen til og fortsatte det meste af natten.

Næste morgen vågnede vi op til en skyfri himmel og med en frisk luft, hvor alt støvet var vasket væk af regnen. Mette og Jakob var tidligt oppe og indtog møntvaskeriet i det nærliggende Visitor Center kl 7, da det åbnede. Det var godt, at vi var tidligt på færde for knap havde vi igangsat de eneste to vaskemaskiner, der ikke var i stykker, før flere strømmede til med vaskeposer over skulderen.

Efter en hurtig morgenmad, lod vi vasketøjet passe sig selv og tørre i den friske skovluft, mens vi tog nationalparkens velfungerende shuttlebus-system til det enorme Sherman Tree, der påstås at have rekorden for verdens største træ målt på massefylde. Om det passer, kan vi ikke svare på, men at det er enormt, er i hvert fald korrekt. Træet er mere end 2.200 år gammelt og måler mere end 30 meter i omkreds ved foden. Dette store træ var i sig selv en oplevelse. Men også en oplevelse vi delte med ganske mange andre mennesker. Alle gav dog god plads til, at man kunne nyde og fotografere det store træ lidt for sig selv. En venlig amerikaner var så venlig at overtage vores kamera fra Nikolaj, der fumlede lidt med at få taget familiebillede ved det store træ. Og snart lå han og slangede sig på jorden for at få den bedste kameravinkel af os og det store træ.

Den helt store oplevelse var dog ikke dette enkelte træ, men den vandretur vi gik sydpå gennem ”Giant Forrest”, hvor det ene enorme sequoiatræ efter det andet rakte så langt mod himlen, at det slet ikke var til at forstå. Flere af træerne var hule og vi kunne stå hele familien inden i disse træer.

Kasper og Jakob forsøgte at klatre op på roden af et væltet seqiuoa-træ, men selv da Jakob løftede Kasper op, kunne de ikke nå halvvejs op i rodnettet fra det enorme træ.

Kasper ved en gruppe mellemstore sequoia-træer...

Stien vi fulgte førte os gennem skoven, men også forbi lysninger med små enge (Cirkle Meadow og Log Medow), hvor vi forgæves spejdede efter bjørne, men i det mindste kunne nyde blomsterfloraen. Det var – i hvert fald for forældrene – en fantastisk måde at opleve skoven og de kæmpestore træer på at vandre igennem skoven, hvor vi ganske kort fra hovedattraktionen (Sherman Tree), havde skoven mere eller mindre for os selv.

 

Flere steder var der stadig røg og sort i skovbunden af aske fra en række påsatte skovbrande. 

I mange år bekæmpede brandvæsnet ihærdigt enhver skovbrand i de amerikanske nationalparker. I Sequoia Nationalpark var brandvæsenet så effektivt, at det nær havde kostet de store træer deres videre overlevelse. Sequoia-træer har brug for, at der med jævne mellemrum er skovbrande. De har en meget tyk bark, som ikke indeholder harpiks og næsten ikke kan brænde og de store træer tager derfor ikke synderlig skade af ild. Og samtidig har nye sequoia-træer brug for næring og frit udsyn til himlen. Begge dele hjælper skovbrande med at tilvejebringe. Det var derfor de lokale park rangers, der havde påsat de kontrollerede skovbrande i området. Et tykt lag aske og natlig regn har dog den ulempe, at det giver en meget glat skovbund, så da Kasper, Jonas og Jakob skulle slå en smutvej op ad en bakke, faldt Jakob så lang han var i den fugtige aske.

Vi gik desværre også forkert en enkelt gang, hvilket udløste en større krise hos Nikolaj og Jonas. Særligt Nikolaj magtede simpelthen ikke at gå mere – og i hvert fald slet ikke med alle de pauser, der gik med, at Mette og Jakob stoppede op for at se på et eller andet. Meget sure, gik Nikolaj og Jonas derfor i forvejen til Moro Rock i den sydlige ende af ”Giant Forest”. Jonas var dog så fornuftig at tage imod Jakobs råd om at have et kort med.

Kasper fangede godt pointen i ”familie-dramaet” og fulgtes frisk og i overordentlig godt humør med Mette og Jakob på en omvej ad en lille bjergsti forbi Bobcat Point, hvor vi fra toppen af klippen kunne se ud over bjergene og direkte ned i dalen mange hundrede meter under os. Kasper og Jakob legede lidt ved et vandfald i klipperne, hvilket Mette og Jakob ikke havde helt samme opfattelse af risikoen ved.

Efter godt fire timers skovtur mødtes hele familien ved Moro Rock. Alle var lidt møre i benene og de unge teenage-ben kunne ikke klare turen op til toppen af den store klippe, så Nikolaj og Jonas gik desværre glip af den storslåede udsigt over dalen og – ikke mindst – en frisk brise, der kølede vores varme kroppe ned. 

Vel nede igen tog vi shuttle-bussen hjem til vores campingplads og slappede af det sidste af eftermiddagen, inden aftensmad.

Tokopah Falls ved Lodgepole Campground.

Både Mette og Jakob havde brug for lidt ”børnefri tid”. Mette satte sig med en bog i skyggen og Jakob løb en tur ud til Tokopah Falls – en smuk tur langs med Kaweah River, der løber gennem vores campingplads. Det var en tur på løse klippestykker og med et par hundrede meters stigning, så det var ikke hastighedsrekorder, der blev sat, men udsigten undervejs var til gengæld fantastisk gennem skoven og for enden af kløften, hvor vandfaldet strømmede ned fra klippen ovenover. Aftenhyggen blev erstattet af en nødvendig familiesnak om at være fælles på ferie. Det nærmere indhold heri hviler i Sequoias dybe skove…

En god nats søvn og en alvorlig familiesnak hjalp vist til, at vores sidste dag i Sequioa Nationalpark blev præget af en meget bedre, samlet familiestemning. Kort efter morgenmad kørte vi fra campingpladsen, men skulle både have frisk vand og det der nu ellers skal hældes fra et motorhome med jævne mellemrum, så klokken endte med at være hen ad ni, før vi var på farten.

Vi kørte nordpå gennem Sequoia Nationalparken ad den snoede skovvej, som vi ikke havde haft tid til at nyde på vej sydpå et par dage i forvejen. Det var der tid til nu, selv om vi desværre ikke, trods ihærdig spejden, genså ”Mettes bjørn”. Vejen forbinder de to nationalparker Sequoia og Kings Canyon. Efter omkring en times kørsel var vi tilbage i Kings Canyon, som også har flere af de enorme sequioa-træer. Vi spadserede en tur ved General Grant træet, der med sine 91 meters højde er det højeste sequoia-træ. Også her var nogle af de andre træer i skoven omkring næsten lige så imponerende. Særlig sjovt var et kæmpe træ, der var væltet for mange år siden og nu lå hult tilbage. Det udgjorde nu en del af stien at gå igennem det hule træ.

Senere gik Mette og Jakob en tur ved ”Big Stomp Trail”, hvor kæmpestore træstubbe stadig vidnede om, hvor foretagsomme skovhuggere – desværre – havde været – men vi kunne heller ikke lade være med at imponeres over, hvad der kunne lade sig gøre med håndkraft dengang.

Mette på en træstub, fra et 3000 år gammelt sequoia-træ - fældet for mere end 100 år siden.       Jakob har fundet en kogle.

Vi forlod Kings Canyon og Sequoia Nationalpark midt på dagen og satte kurs mod Yosemite, hvor vi skulle tilbringe de næste fem dage.