Yosemite

Yosemite Valley er som taget ud af en eventyrfilm. En dyb, grøn dal, omkranset af høje bjerge til alle sider, hvor vandfald styrter hundredevis af meter ned ad de lodrette klippesider uanset, hvor man vender sig. Og med smukke enge, hvor man kan være heldig at møde bjørne, hjorte og andre dyr.

Vi ankom til Yosemite tidligt på aftenen og begyndte besøget i den naturskønne dal med at køre mod Glacier Point, der er et højt udkigspunkt på en klippetop, hvorfra man kan se ud over over hele dalen.

Vi var på vej op ad bjerget mod Glacier Point, da vi på fik øje på en bjørn, der ledte efter føde på en af de grønne enge. Jakob krængede hurtigt vores motorhome ind i rabatten og vi skyndte os alle ud for at nyde synet. Bjørnen var et stykke fra os ude midt på engen, så vi måtte have en kikkert frem for at følge med i, hvad den lavede, men alligevel var den så tæt på, at vi tydeligt kunne se den fra vejen, så vi ikke behøvede at bevæge os ind på dens territorium. Alle fulgte helt opslugt med i den spændende aktivitet, der bestod i at bjørnen bevægede sig lidt rundt mellem blomsterne og ledte efter mad. Det er vist halvdelen af en bjørns almindelig aktivitetsniveau – den anden halvdel er at sove, hvilket vi sikkert havde fundet næsten lige så interessant at observere. Kun Jakob forlod kortvarigt synet for at løbe tilbage til bilen efter myggespray, for det var myg og ikke bjørnen, der først ville få held med at spise os, hvis vi blev stående. Det var en fantastisk måde for alle at begynde besøget i Yosemite og først da bjørnen næsten demonstrativt vendte bagenden til os, kunne vi løsrive os og fortsætte turen opad.

Oppe på bjergets top var aftenens næste udfordring at finde plads til vores store motorhome på den lille parkeringsplads. Der var mange andre end os, der havde planlagt at se solnedgangen heroppefra, så Mette og drengene blev sat af ved stien til Glacier Point, mens Jakob kørte til parkeringspladsen for at finde plads. Da en personbil forlod sin plads, forsøgte Jakob meget optimistisk at parkere på den lille personbils-parkerings­plads. Efter flere forsøg på at få vores næsten ti meter lange motorhome ind på den lille plads måtte han opgive for derefter at finde ud af, at ved parkerings­pladsens udkørsel var der et par ledige pladser, der var reserveret til lange motorhomes som vores. Det var skønne spildte kræfter at parkere andetsteds, når der nu var sørget så godt for os med særlige pladsbehov.

Udsigten fra Glacier Point var fantastisk. Vi kunne se ud over hele dalen, der var som taget ud af en eventyrfortælling. Dybt nede lå den grønne dal, omkranset af høje, stejle bjerge, hvor vandfald i kaskader væltede flere hundrede meter ned i dalen. Udsigten blev ikke ringere af, at den nedadgående sol farvede klipperne lyserøde. Men Mette – som ellers kan sætte stor pris på den type oplevelser – havde ingen ro. En af attraktionerne på Glacier Point – tilsyneladende primært for unge mænd – var et klippefremspring, der stak ud over Glacier Point og med frit udsyn til og – ikke mindst – ned i dalen. Mette kunne hverken lade være med eller holde ud at se på de unge mænd, der hele tiden lige skulle overgå den forrige i, hvor smart og vovet, man kunne være her. Vi andre i familien undlod at bevæge os ud på klippefremspringet, men nøjedes med at nyde udsigten.

Vi kørte nedad før det blev helt mørkt. Vi gjorde derfor et kort stop ved engen for foden af Glacier Point, hvor vi tidligere på aftenen, havde set en bjørn. Den var der endnu, tættere på vejen, men det var til gengæld blevet tusmørke, så vi kørte kort efter videre og ankom til vores campingplads, Upper Pines, ved 21-tiden. Det havde været en lang dag på farten, men også helt berusende at indlede besøget i Yosemite Valley med et ”bjørne-visit” og den fantastiske udsigt fra Glacier Point.

Det var lidt besværligt at køre det sidste stykke i mørke ind i dalen til campingpladsen, men det viste sig at være en kæmpe fordel at bo inde midt i dalen. Det havde været ganske besværligt at få fat på en af de få, meget eftertragtede pladser. Mette, Jakob og venner og familie havde siddet klar den 15. marts kl 15.00 for at booke plads til os. Det lykkedes os ganske få sekunder efter, der blev åbnet for at reservere pladser – godt nok på to forskellige steder, så den første plads skulle vi kun være en enkelt nat på for så at flytte et andet sted hen på samme campingplads. Inden der var gået ti sekunder var alle pladser udsolgt på de dage, som vi havde mulighed for at være i Yosemite. Vi følte os derfor ganske heldige over at kunne bo her. Og da drengene i god tid var blevet forberedt på, at vi langt nede i en dal, omgivet af store bjerge til alle sider, næppe ville have mobildækning og dermed ingen internetadgang, så var de også godt tilfredse og savnede ikke små detaljer som strøm, varmt vand, bad og den slags luksus, som nogle af de andre campingpladser, hvor vi har overnattet, havde budt på.

Vi vågnede op søndag til en flot, men kold morgen. Vi havde allerede aftenen før besluttet, at vi ville bruge dagen i Tuolumne Meadows. Det var egentlig lidt ulogisk at bevæge os ud af Yosemite Valley allerede den første dag efter vores ankomst, men dels skulle vi skifte campingplads midt på dagen, så vi kunne ikke lade vores motorhome stå og tage på vandreture i dalen og dels skulle der være ekstra mange mennesker i dalen i weekenden, så vi havde tænkte, at lørdagen var vel anvendt uden for dalen. Og selv om morgenen var kold, skulle dette også blive en meget varm dag, så det ville være en fordel for os at begive os op i højderne.

Tuolumne Meadows er en del af Yosemite Nationalpark. Det ligger øst for Yosemite Valley – en vandretur den direkte vej op ad bjergsiden på blot omkring 30 kilometer fra vores campingplads, men næsten 100 kilometers kørsel. Efter en hurtig morgenmad, begav vi os derfor ad de stejle, smukke bjergveje, hvor der til den ene side var flottere og mere storslåede udsigter, jo højere vi kom op og til den anden side klippevægge, farvelagt i den alpine blomsterfloras farver.

Vi parkerede i vejsiden ved en af store enge, der ligger i godt 2600 meters højde. Herfra begav vi os videre op ad en sti med retning mod Cathedral Lake. En vandretur der med sine 8 miles (ca. 13 km) virkede overkommelig, men som viste sig at være ganske hård allerede på den første kilometer, hvor det gik stejlt op ad. 

Efter kort tids vandring var vi svedige og både Jonas og Kasper var trætte. Men så mødte vi et stort område med sne. Det gav energi til alle. Jakob var sakket agterud for at fotografere en kilde, der havde sit udspring lidt længere tilbage ad stien. Da han kom ud af skoven, blev han angrebet med snebolde af resten af familien og snart var en sneboldskamp i fuld gang. Der var noget særligt over at kunne lege i sneen i shorts og t-shirt. Tuolumne Meadows er i det hele taget præget af sneen. Vejene herop åbner normalt først sidst i juni eller starten af august og lukkes igen i september på grund af sne, så det er kun en lille del af året, at området er tilgængeligt for mennesker.

Da sneen havde kølet alle lidt ned fortsatte vi turen opad. Kasper var blevet frisket meget op og travede nu afsted helt i front sammen med Nikolaj. Nikolaj fortalte senere lidt om den lange hyggelige snak, de to brødre havde haft undervejs. Og som Nikolaj forklarede; ”at blev Kasper lidt træt eller øm i benene, så skulle jeg bare lige spørge til noget med fodbold, så var han opslugt af at fortælle og diskutere det aktuelle transfervindue eller Brøndbys chancer for succes i Europa-league.”

Vi spiste frokost i næsten 3.000 meters højde, hvor sneen var afløst af mere tør og gold småskov.  Men mærkeligt nok vekslede omgivelserne hele tiden og da vi bevægede os en smule nedad igen, kom vi til et område, hvor skoven var gennemskåret af små vandløb og enge. Kasper påtog sig hurtigt rollen som den der sammen med Nikolaj fandt tørskoet vej over de mange vandløs, som han så hjælpsomt guidede os andre over ved at forklare præcist, hvor vi skulle sætte fødderne for ikke at træde på en sten, der rullede eller en gren, der vippede.

Turen sluttede, da vi krydsede en stor eng og et klippeområde og endelig var nået frem til Cathedral Lake, hvor vi slappede af på de solvarme klipper med udsigt over søen og bjergene. Vi slappede af, udforskede omgivelserne og begav os samme vej tilbage. Særligt det sidste stykke ned, hvor stien blev stejl var vanskelig. Jakobs fod smuttede og han vred anklen rundt til begge sider. Heldigvis ikke alvorligt og med lidt støtte, gik det uden problemer at komme det sidste stykke ned til vores motorhome. Kasper og Nikolaj var gået i forvejen og da alle var fremme, satte vi kursen tilbage mod Yosemite Valley. Vi endte med at bruge næsten hele dagen i Tuolumne Meadows og nåede først frem til vores campingplads (på en ny plads) omkring kl. 19. Det blev derfor endnu en dag med lidt sen aftensmad og hygge med fælles kortspil ind til alle gik tidligt i seng – godt trætte efter en lang, hård og flot dag i Tuolumne Meadows. Nikolaj var i stort underskud for at kommunikere med omverdenen. Han gik en aftentur og fandt en plads på en nærliggende bro, hvor der var en smule mobildækning, så han kunne kommunikere med omverdenen. Det forudsatte dog, at han stod i en helt bestemt stilling med telefonen rakt ud fra broen. Vendte han sig om, satte sig på hug eller bevægede sig blot en lille smule, mistede han forbindelsen. Så han var noget øm i kroppen, da han kom tilbage et par timer senere. Men glad over at kunne skrive med venner og – ikke mindst – Matilda, der til gengæld må have været meget tidlig vågen.

Om mandagen benyttede vi os af de gratis shuttle-busser, der transporterer de mange besøgende rundt i dalen. Vi havde fordel af at overnatte i dalen og havde blot et par stop fra vores campingplads, før vi var fremme ved Yosemite Falls. Shuttle-busserne kører rundt i det meste af dalen og er en glimrende måde at komme nemt rundt til spændende steder eller begynde vandreture længere ind i dalen. De har deres egen kørebane, så skulle der være meget trafik, forhindrer det ikke busserne i at komme nemt frem. 

Nikolaj havde fundet ud af, at det var mobildækning ved Yosemite Valley Visitor Center, så han stod tidligt op og tog dertil for at nå at kunne skrive lidt sammen med Mathilda, inden dagens ture. Familien mødtes derfor lidt ud på morgenen for sammen at spadsere til Yosemite Falls, som vi havde kunne se fra oven ved både Glacier Point og vores tur til Tuolumne Meadows. Vandfaldet er synligt fra det meste af dalen og Upper Falls vælter henved 400 meter ned, før den rammer klippegrund og fortsætter i det lille ”medium Fall” og sidst det 100 meter høje Lower Fall. Benene var trætte efter gårsdagens vandretur, så vi tog shuttle-bussen videre til ”El Capitain” og gik derfra langs med floden, Merced, hvor vi undervejs slog os ned på et strandstykke, smed skoene og soppede i den meget kolde flod.

Vel hjemme igen ud på eftermiddagen, havde drengene fået nok ad vandreture. Nikolaj og Kasper tog shuttle-bussen til visitorcenteret for at prøve at komme på internettet – vist nok uden meget held – Jonas slappede af på vores lejrplads, mens Mette og Jakob begav sig ud på en lille eftermiddagstur til Vernal Falls, der ligger tæt på campingpladsen. Der var ganske mange andre, der havde fået samme idé, så denne tur delte vi med en hel del andre mennesker frem til en bro med en smuk udsigt til vandfaldet. 

Jakob stod lidt uroligt og spejdede efter de meget små mennesker, der havde bevæget sig helt op til toppen af vandfaldet. Mette gennemskuede hurtigt, hvad der lå bag og tilbød at vente ved broen, mens Jakob tog turen op ad bjerget. Jakob lovede at løbe, så hun ikke skulle vente længe. Et skilt proklamerede, at der var under en mil til toppen, så det kunne vel ikke være så vanskeligt. Det blev en hård løbetur, som hvis ret skal være ret, ikke reelt var en løbetur hele vejen, da stien blev så stejl og våd af sprøjt fra vandfaldet, at Jakob ikke holdt et tempo, der med bare nogen ret kunne kaldes løb. Gennemblødt af sved og dråber fra vandfaldet nåede Jakob toppen og nød det store vandflad, der med en infernalsk larm væltede ud over klippesiden og næsten 100 meter ned. Turen ned var ikke lettere. Klipperne var glatte og stejle, så det var ikke forsvarligt at forcere i løb. Vel nede igen havde Mette ventet tålmodigt og sammen gik vi nu tilbage til campingpladsen. 

Aftenen gik med at få lavet mad og hygge i vores lejr med bål, pandekager og spil. Vi spillede Alias, hvor vi har ændret reglerne, så hvert ord skal forklares ved at mime. Det gav mange sjove timer, hvor vi skabte os og fjollede sammen. Spillet blev dog afbrudt af et luftangreb, hvor et i første omgang uidentificeret objekt angreb fra oven, landede på Nikolaj, der med et skrig sprang op og baskede med armene, så angriberen fløj over på Mette, der ligeledes sprang op med et skrig. Mens Nikolaj og Mette vendte tilbage, hjalp Jakob og Jonas den lille oldenborre i sikkerhed i det grønne.

Tirsdag startede vi tidligt med en kort tur med shuttle-bussen til en sti, der førte til Mirror Lake. Herfra vandrede vi et par kilometer gennem skoven, indtil vi ankom til Mirror Lake, der egentlig ikke er en sø, men blot et område, hvor floden spreder sig ud i de fugtige måneder til en hel sø for igen at tørre næsten helt ud i sensommeren.

Da vi ankom til søen, var der en anden familie. Sønnen i familien syntes, at det var meget morsomt at kaste sten i vandet, hvilket gav en masse uro i vandet. Vi nød udsigten til klipperne og fik varmen i en solplet (morgenerne er kolde i Yosemite Valley). Indtil drengen stoppede med at kaste sten i vandet. Så åbenbarede der sig det utrolige billede, der har givet søen sit navn. I morgenlyset stod de omgivende bjerge og skoven fuldstændig klart optegnet som spejlbillede i søen. Mette og Jakob var meget imponerede, mens drengene fandt på en leg.

Om eftermiddagen lejede vi et par gummibåde og sejlede ned af Merced River. Det var helt fantastisk at flyde ned gennem floden med de stejle klippesider til hver side og med vandfald som baggrund. Undervejs lagde vi til og badede i floden selv om det kolde vand fra bjergene gjorde det til en kold og kortvarig badetur. Vi sejlede ca 5 kilometer af flodstrækningen, der med kun enkelte små strømhvirvler undervejs var rolig og nem sejlads.

Aftenen brugte vi igen på vores campingpladsen med madlavning, bål og et spil Alias i gæt og grimasser stilen i skæret fra bålet og lygterne. Alle gik op i det sjove spil med liv og sjæl og Kaspers mimeri blev ofte til deciderede teaterforestillinger. Vi ristede skumfiduser over bålet og da det var helt mørkt kunne vi nyde den helt utrolige stjernehimmel, der åbenbarede sig over os.

Vi forlod Yosemite Valley onsdag morgen. Det havde været nogle fantastiske dage i den utroligt smukke nationalpark. På vej ud kørte vi til ”Tunnel Vievpoint” for at vandre en sidste tur op i bjergene. Udsigten fra udsigtspunktet er god, men ikke spektakulær. Vi ville derfor ad en lille sti op ad bjerget, som Jakob havde læst om i Lonely Planet Guide om Yosemite. Men stien viste sig yderst vanskelig at følge, fordi det flere steder var helt uklart, hvad der var sti og hvad der var et udtørrede vandløb. Vi sluttede derfor vores besøg i Yosemite Valley og fortsatte turen vestpå med kurs mod Palo Alto.