Grand Canyon

Verdens største hul i jorden. Det lyder måske ikke så fascinerende og idyllisk, men Grand Canyon er det hele. Vi har boet i skoven i nationalparken omgivet af natur, stilhed og dyreliv. Og vi har vandret langs med og ned i den dybe kløft.

Stadig lidt trætte efter gårsdagens lange køretur på Route 66 sov vi længe den første dag i Grand Canyon. Vi tog derfor først fra vores motorhome ved halv-ti tiden, hvilket egentlig var noget sent at komme ud af døren her, da der op ad dagen blev mere end 30 C langs kanten og over 40 C i bunden af kløften.

Vi lod vores motorhome stå i delvis skygge i skoven, hvor vi havde campingplads og gik de ca 500 meter op til busstoppestedet for Grand Canyons velfungerende shuttlebus-system. Det er gratis og er indført for at begrænse trafikkaos i nationalparken. Og det virker. Der har været ret få biler og det har fungeret fint for os med at komme rundt med busserne. Det gjorde det dog ikke den første dag, hvor vi ikke havde fået styr på, at den blå rute, som afgår tæt på vores campingplads, kun standsede her i den ene retning. Så vi endte med at køre et stykke i den forkerte retning først og gå en del af vejen. Det sidste gjorde dog ikke noget. For vi gik langs med ”The Rim” og kunne nyde den ene storslåede udsigt efter den anden over Grand Canyon fra bl.a. Maricopa, Powell og Pima Point i den vestlige ende. Hverken billeder eller ord vil helt kunne beskrive den storslåede Grand Canyon, der åbnede sig for os, når vi gjorde holdt ved de mange ”look outs”.

 

 

Efter en del udkigspunkter, en lang travetur i 30+ graders varme og mange superlativer fra Mette og Jakob over udsigterne, var drengene ved at have fået nok af ”verdens største hul” og var mere optaget af firben, egern, jagt efter skygge eller om der var dækning på mobiltelefonen. Vi tog – noget senere end den første brok begyndte – bussen tilbage og var retur på campingpladsen ud på eftermiddagen. Tidsnok til afslapning med skærmtid, fodbold og kortspil. Kasper havde købt en fodbold på vores outlet-besøg for nogle dage siden, som nu endelig kunne komme i brug.

Aftenen stod på madlavning og middag på vores hyggelige åbne plads midt i skoven. Og efter aftensmaden tog Mette og Jakob til Yavapai Point og fandt en plads på klipperne for at åbne et par øl og nyde solnedgangen sammen. Det var der også andre, der gjorde. Flere af de øvrige gæster sad så yderligt på klipperne, at Mette dårligt kunne slappe af og nyde den romantiske solnedgang. Mette konstaterede selv tørt, at det var hårdt at være bekymret mor til alle omkring sig. Vi blev siddende lidt efter de øvrige var gået for at nyde aftenen på klipperne i ro og fred.

Dag 2 i Grand Canyon begyndte meget tidligt. Kl 5:00 stod vi alle og ventede på shuttle-bussen til Bright Angel Lodge, hvorfra vi 5.20 – lige inden solopgang – bevægede os ned ad Bright Angel Trail.

Det var en fantastisk – og hård – tur. Vi forlod toppen netop som solen stod op og gik i fælles trop nedad. Det vidste sig at være en kæmpe fordel at være kommet så tidligt afsted, selv om ingen i familien kunne siges at være morgenfriske, da vi stod op før halv fem om morgenen. Det prægede også humøret i familien og alle var lidt irritable den første del af turen. Det hjalp, da vi efter en god halv time holdt pause og spiste vores medbragte morgenmad med en af verdens bedste udsigter foran os. Det kvikkede alle lidt op og vi kunne nu for alvor nyde freden og roen på stien, hvor vi kun havde selskab af få andre morgenfriske vandrere.

Den tidlige start på turen gav os også mulighed for at nyde den kølige morgenluft, hvor lyset fra solopgangen farvede klipperne røde. Det var et fantastisk syn, der dog mest blev nydt af Mette og Jakob, da familiens øvrige deltagere var for morgentrætte – eller måske blot ikke satte pris på den slags romantiserende syn på noget så naturligt, som en solopgang.

Det var nemt nok at vandre ned og der var masser af gode pladser, hvor man kunne nyde udsigten ud i kløften. Ved den første tunnel gennem klippen, stoppede Nikolaj, der gik forrest, op. En bjergged blokerede stien og Nikolaj, der lige havde hørt, at man altid skulle vige for forbipasserende murmeldyr, var noget bekymret for at passere en stor bjergged, hvis retningslinien var, at små murmeldyr krævede særlige foranstaltninger fra os turister. Først senere på turen opad, gik det op for Nikolaj, at Mette og Jonas havde talt om muldyr, som jo er en noget anden størrelse og som benyttes til at fragte forsyninger – og mennesker – ned og op ad stien.

Ved ”1½ mile rest” gjorde vi alle holdt. Det var en super oplevelse at nå herned, hvor vi fornemmede Grand Canyon på en anden måde end oppefra ”the Rim” ved at være omsluttet af den til alle sider. Kasper, Jonas og Mette havde på forhånd besluttet sig for at vende om her. Klokken var ikke meget mere end halv syv, men der var et langt stykke op, som ganske sikkert ville blive hårdere en nedstigningen. Og Jonas havde tydeligt udtrykt, at det ikke gav meget mening for ham, at gå et langt stykke ned i en kløft, som vi havde set oppefra, for blot at gå samme vej op igen. Det havde derfor hjulpet godt på stemningen, at Jonas og Mette på forhånd havde aftalt at vende om her. Mens Kasper, Jonas og Mette begyndte opstigningen, fortsatte Nikolaj og Jakob ned ad stien. Et stykke nede kunne de to ”familie-hold” vinke til hinanden og få en fornemmelse af kløftens størrelse. Vi var i hvert fald meget små.

Nikolaj og Jakob fortsatte til ”3-mile rest”, hvor Nikolajs ben med udsigten til hele turen op igen, havde fået nok. Der var stadig et stykke vej til bunden, men vi fik her en rigtig god fornemmelse af, hvor dyb Grand Canyon er selv om den enorme størrelse ikke kan fornemmes helt i den ”side-kløft”, som Bright Angel Trail løber i. Derefter begyndte opstigningen. Det gik lettere end ventet og selv om temperaturen var begyndt at kravle op ad og sveden sprang frem, gik turen op overraskende nok hurtigere end turen ned – men selvfølgelig også uden morgenmadspause undervejs. Efterfølgende fortrød i hvert fald Jakob nok, at han og Nikolaj ikke var fortsat til Indian Garden nær bunden, men med mere end 40C i bunden af kløften, havde parktjenesten opsat advarsler mod at bevæge sige længere ned end til ”3 mile rest”, hvis man ville op igen samme dag. Så beslutningen om at vende om her var sikkert fornuftig. Det betød samtidig, at der var energi og overskud til hyggelige snakke undervejs både ned og op ad kløften. Det kan med en fars øjne i sig selv være rejsen helt til Arizona værd.

På vejen op blev der væsentlig flere andre mennesker på stien. Der var flere, der fulgtes op med os, men kom helt nedefra. De havde overnattet i bunden af kløften eller ved Indian Garden. Efterhånden som vi nærmerede os toppen af kløften, mødte vi også ganske mange turister, der først var startet ud på morgenen og forhåbentlig kun skulle et kortere stykke ned i kløften. Selv om klokken ikke engang var ni, da Nikolaj og Jakob nåede toppen igen, var temperaturen allerede hen ved 30C, så vi kunne nu glæde os over at være startet så tidligt. Oppe igen kunne vi få mobilforbindelse og fik en besked fra Jonas om, at han, Kasper og Mette var kommet op og var taget hjem til campingpladsen. Deres opstigning var også gået fint. Og når Jonas og Mette var blevet lidt for trætte, havde Kasper danset en lille dans for dem, som hurtigt havde fået dem i gang igen. Mette fordi hun blev smittet af Kaspers energi – Jonas snarere fordi, han syntes, at det var pinligt, at Kasper dansede.

På vej hjem stod Nikolaj af shuttle-bussen på ”Market Plaza”, hvor den lokale bank havde et gæste-netværk, der fungerede godt nok til, at han kunne facetime med Matilda. Jakob drog alene det sidste stykke hjem til vores motorhome. Her blev han mødt af en tilfreds, men træt familie, der lige havde konstateret, at Jonas havde glemt sin kasket ved busstoppestedet ved stien. Da Kasper samtidig gerne ville op til Nikolaj – mere fordi der her var internet end fordi han savnede sin storebror – fulgte Jakob ham dertil og smuttede med shuttle-bussen retur til Bright Angel Trail, hvor Jonas’ kasket pænt lå og ventede på en bænk ved busstoppestedet.

Det var helt underligt at have været så tidligt i gang. Vi havde af den grund en god lang dag uden særligt program med afslapning i vores lejr. Mette sad og læste en bog og opdagede dårligt nok, at hun fik besøg af en Elk. 

Jakob fotograferede de fugle, som med jævne mellemrum leverede mad til sine unger i et hult træ lige ved siden af vores motorhome. Jonas og Kasper spillede eller så film på deres skærme. Og Nikolaj tog en kort lur – og vendte kort efter frokost tilbage til den lokale bankfilial…

Ud på eftermiddagen blev både Mette og Jakob lidt rastløse. Og da vasketøjet var ordnet, blev det til en eftermiddagstur til Yaki Point i den østlige del af Grand Canyon, hvor vi slet ikke havde været endnu. Drengene ville helst blive på campingpladsen og slappe af, så det blev en forældretur med shuttle-bussen til Yaki Point og en lille, romantisk vandretur ud i de mere åbne områder i den østlige del af området, hvor vi kunne nyde naturen for os selv – selv om fraværet af velanlagte stier og rækværk ud til kløften, udfordrede Mette lidt.

Aftenen nød vi på campingpladsen med kortspil, bål og pandekager til dessert, inden alle tørnede tidligt ind for natten – godt trætte efter tidlig start på dagen og den hårde vandretur ned og ikke mindst op af kløften.

Den tredje dag i Grand Canyon blev kort. Vi havde egentlig regnet med at have god tid og gøre holdt ude i den østligste del af nationalparken ved ”Dessert View”. Men da vi begav os afsted, gjorde vores GPS os opmærksom på, at det næste bestemmelsessted i Navajo Nation, til forskel fra resten af Arizona har sommertid. Og at det eneste sted på hele rejsen – ud over flyrejsen – vi har en helt fast aftale på klokkeslæt, nu var hastende at nå frem til. Det blev derfor kun til et kort stop ved Navajo Point i den østlige del, inden vi vinkede farvel til Grand Canyon og hastigt begav os mod den forbookede tur i Antelope Canyon X.

Et liv uden internet – kan man det?

Indtil videre på rejsen har vi haft fin dækning på vores T-mobile mobilabonnement, så vi har nemt kunne kommunikere med omverdenen, slå informationer om de steder vi besøgte op, finde nærmeste restaurant eller Walmart og lignende. Men i Grand Canyon nationalpark, var der generelt dårlig mobildækning og data fungerede slet ikke med vores mobilabonnement.

Vi blev derfor afhængige af indtil flere daglige gåture til det lokale Market Plaza, hvor der var et åbent WiFi uden for den lokale bankfilial. Flere steder i nationalparken har der også være adgang til et særligt Grand Canyon åbent netværk, men det virkede stort set aldrig.

Særligt for Nikolaj var det meget frustrerende. Allerede den første eftermiddag krydsforhørte han Jakob om, hvornår vi var ude af de her f… nationalparker uden netdækning. Og da han hørte, at det var her vi skulle tilbringe det meste af den resterende rejse, proklamerede han, at han ville tage tilbage til Los Angeles med det samme. Så vidt kom det dog ikke.