Grand Canyon
Verdens største hul i jorden. Det lyder måske ikke
så fascinerende og idyllisk, men Grand Canyon er det hele. Vi har boet i skoven
i nationalparken omgivet af natur, stilhed og dyreliv. Og vi har vandret langs
med og ned i den dybe kløft.





Dag 2 i Grand Canyon
begyndte meget tidligt. Kl 5:00 stod vi alle og ventede på shuttle-bussen til
Bright Angel Lodge, hvorfra vi 5.20 – lige inden solopgang – bevægede os ned ad
Bright Angel Trail.
Det var en fantastisk –
og hård – tur. Vi forlod toppen netop som solen stod op og gik i fælles trop
nedad. Det vidste sig at være en kæmpe fordel at være kommet så tidligt afsted,
selv om ingen i familien kunne siges at være morgenfriske, da vi stod op før
halv fem om morgenen. Det prægede også humøret i familien og alle var lidt
irritable den første del af turen. Det hjalp, da vi efter en god halv time
holdt pause og spiste vores medbragte morgenmad med en af verdens bedste
udsigter foran os. Det kvikkede alle lidt op og vi kunne nu for alvor nyde
freden og roen på stien, hvor vi kun havde selskab af få andre morgenfriske
vandrere.
Den tidlige start på
turen gav os også mulighed for at nyde den kølige morgenluft, hvor lyset fra
solopgangen farvede klipperne røde. Det var et fantastisk syn, der dog mest
blev nydt af Mette og Jakob, da familiens øvrige deltagere var for morgentrætte
– eller måske blot ikke satte pris på den slags romantiserende syn på noget så
naturligt, som en solopgang.

Ved ”1½ mile rest” gjorde
vi alle holdt. Det var en super oplevelse at nå herned, hvor vi fornemmede
Grand Canyon på en anden måde end oppefra ”the Rim” ved at være omsluttet af
den til alle sider. Kasper, Jonas og Mette havde på forhånd besluttet sig for
at vende om her. Klokken var ikke meget mere end halv syv, men der var et langt
stykke op, som ganske sikkert ville blive hårdere en nedstigningen. Og Jonas
havde tydeligt udtrykt, at det ikke gav meget mening for ham, at gå et langt
stykke ned i en kløft, som vi havde set oppefra, for blot at gå samme vej op
igen. Det havde derfor hjulpet godt på stemningen, at Jonas og Mette på forhånd
havde aftalt at vende om her. Mens Kasper, Jonas og Mette begyndte
opstigningen, fortsatte Nikolaj og Jakob ned ad stien. Et stykke nede kunne de
to ”familie-hold” vinke til hinanden og få en fornemmelse af kløftens
størrelse. Vi var i hvert fald meget små.
Nikolaj og Jakob
fortsatte til ”3-mile rest”, hvor Nikolajs ben med udsigten til hele turen op
igen, havde fået nok. Der var stadig et stykke vej til bunden, men vi fik her
en rigtig god fornemmelse af, hvor dyb Grand Canyon er selv om den enorme
størrelse ikke kan fornemmes helt i den ”side-kløft”, som Bright Angel Trail
løber i. Derefter begyndte opstigningen. Det gik lettere end ventet og selv om
temperaturen var begyndt at kravle op ad og sveden sprang frem, gik turen op
overraskende nok hurtigere end turen ned – men selvfølgelig også uden
morgenmadspause undervejs. Efterfølgende fortrød i hvert fald Jakob nok, at han
og Nikolaj ikke var fortsat til Indian Garden nær bunden, men med mere end 40C
i bunden af kløften, havde parktjenesten opsat advarsler mod at bevæge sige
længere ned end til ”3 mile rest”, hvis man ville op igen samme dag. Så
beslutningen om at vende om her var sikkert fornuftig. Det betød samtidig, at
der var energi og overskud til hyggelige snakke undervejs både ned og op ad
kløften. Det kan med en fars øjne i sig selv være rejsen helt til Arizona værd.



Jakob fotograferede de fugle, som med
jævne mellemrum leverede mad til sine unger i et hult træ lige ved siden af
vores motorhome. Jonas og Kasper spillede eller så film på deres skærme. Og
Nikolaj tog en kort lur – og vendte kort efter frokost tilbage til den lokale
bankfilial…
Ud på eftermiddagen blev
både Mette og Jakob lidt rastløse. Og da vasketøjet var ordnet, blev det til en
eftermiddagstur til Yaki Point i den østlige del af Grand Canyon, hvor vi slet
ikke havde været endnu. Drengene ville helst blive på campingpladsen og slappe
af, så det blev en forældretur med shuttle-bussen til Yaki Point og en lille, romantisk
vandretur ud i de mere åbne områder i den østlige del af området, hvor vi kunne
nyde naturen for os selv – selv om fraværet af velanlagte stier og rækværk ud
til kløften, udfordrede Mette lidt.

Den tredje dag i Grand Canyon blev kort. Vi havde egentlig regnet med at have god tid og gøre holdt
ude i den østligste del af nationalparken ved ”Dessert View”. Men da vi begav
os afsted, gjorde vores GPS os opmærksom på, at det næste bestemmelsessted i
Navajo Nation, til forskel fra resten af Arizona har sommertid. Og at det
eneste sted på hele rejsen – ud over flyrejsen – vi har en helt fast aftale på
klokkeslæt, nu var hastende at nå frem til. Det blev derfor kun til et kort
stop ved Navajo Point i den østlige del, inden vi vinkede farvel til Grand
Canyon og hastigt begav os mod den forbookede tur i Antelope Canyon X.
Et liv uden internet – kan man det?
Indtil videre på rejsen har vi haft fin dækning på vores T-mobile
mobilabonnement, så vi har nemt kunne kommunikere med omverdenen, slå
informationer om de steder vi besøgte op, finde nærmeste restaurant eller
Walmart og lignende. Men i Grand Canyon nationalpark, var der generelt dårlig
mobildækning og data fungerede slet ikke med vores mobilabonnement.
Vi blev derfor afhængige af indtil flere daglige gåture til det lokale Market
Plaza, hvor der var et åbent WiFi uden for den lokale bankfilial. Flere steder
i nationalparken har der også være adgang til et særligt Grand Canyon åbent
netværk, men det virkede stort set aldrig.
Særligt for Nikolaj var det meget frustrerende. Allerede den første
eftermiddag krydsforhørte han Jakob om, hvornår vi var ude af de her f…
nationalparker uden netdækning. Og da han hørte, at det var her vi skulle
tilbringe det meste af den resterende rejse, proklamerede han, at han ville
tage tilbage til Los Angeles med det samme. Så vidt kom det dog ikke.
Fuglen må vist være en "bluebird", hvoraf der er flere arter. Fandt denne trailvejledning, som illustrerer forholdene ved ture ned i kløften. På side 5 ovre til højre kan man se den indbyrdes placering af ”1½ mile rest”, "3 mile rest" og "Indian Garden". https://www.nps.gov/grca/planyourvisit/upload/intro-bc-hike.pdf
SvarSletTak for fugleinfo. Gad vide, hvad den grønne er for en.,
SvarSletEfter at have kontaktet familiens specialister i fugle, Nils og kusine Nete kan jeg fortælle, at fuglen til højre ganske rigtigt er en Bluebird, en vestlig art. Fuglen til venstre, den grønne som du skriver, er en Smaragdsvale -eller på engelsk : Violet-green swallow. Hilsen Mor
SvarSlet